Hvornår er man voksen?

Hvornår er man voksen spørger jeg noglegange mig selv, og skæver skeptisk over mod det sygesikringskort, der ligger i et rod af kvitteringer og mønter. Kortet indikerer, at jeg nok er ved at være det; voksen, altså. Der står 1993, og det betyder at jeg snart er 24 år.

insta4

Er man så voksen? Nok ikke helt. Men man er jo heller ikke et barn, eller en teenager. Og heller ikke en pensionist (selvom det nogengange føles sådan). Måske er man bare ny i voksendommen, og ved at lære regelsættet at kende og kunne?

For er man voksen, når man kan pudse vinduer? Når man ved, hvordan man afrimer et køleskab? Når man kender prisen på Arlas ost, den milde, og oven i købet ved, hvor den forhandles billigst? Når man kan lægge sengebetræk på (uden at blive så hysterisk, at selv en toårig i trodsalderen ville være imponeret?).

Er man voksen, når man kan betale sine regninger? Når man følger med i Vild med Dans? Når man har et 9-17-job? Når man kan lide kaffe? Når man ved, hvad en mousserende vin er? Når man ser TV-avisen? Når man løber lørdag formiddag? Når man kan bikse en øko-suppe sammen? Når man siger “Dengang jeg var barn….”?

Når man tror på sig selv?

Måske er det, når man kan lade en plade chokolade ligge i skuffen i flere dage, uden at spise den i én mundfuld, som om man aldrig får chokolade igen?

Eller også er det i virkeligheden, når man går tur om Søerne en sløv søndag, og pludselig bliver glad. Det kan godt være, at blæsten tager til, at hovedpinen hamrer, at man ikke har styr på noget som helst, og desuden ligner en Build-a-Bear gone wrong, i al det uld og angora, man har pakket sig ind i.

Men luften er lun, en mand på en altan fløjter en sang og København er fin. Om lidt er det forår, og bagefter er det sommer. Det kan godt være, at man først er rigtig voksen, når man ved hvordan E-boks egentlig fungerer, men måske er man også lidt voksen, når man kan være glad, selv på en grå søndag.

Måske er man voksen, når man vælger efter hvad man synes, der gør én glad indeni. Når man er glad indeni, fordi man tror på, at det er godt som det er, og på at tingene nok skal gå.

Advertisements

Fine formiddage

Jeg er et B-menneske helt ind i knoglerne, og bliver først rigtig vågen efter klokken 10. Måske 9 på en heldig dag. Jeg elsker at gå sent i seng, og ofte er jeg allermest vågen efter kl. 21. Det er ikke altid særlig smart med et fuldtidsjob, men med et studie fungerer det noglegange ret heldigt.

image.jpeg
Så jeg sætter pris på formiddage, hvor der er tid til at spise (eksempelvis) kanelsnurrer, drikke kaffe, høre radio og have tid.

Processed with VSCO with f2 preset

Ovenstående sker ikke, hvis jeg skal ud af døren kl 7.30, for så stresser jeg rundt og indtager højst en klat lunken havregrød. Fedest.

Processed with VSCO with f2 preset

Men når det så sker, at der er kanelsnurrer på bordet og plads til at sove længe, så bliver det ofte en meget bedre dag, synes jeg. Måske handler det i virkeligheden mere om, at få en rar og rolig start på dagen, end egentlig at sove længe?

Ti ting

Det er egentlig ikke fordi, jeg ligefrem har lyst til at være yngre. Jeg synes ikke, at det er kedeligt at være her, hvor jeg er nu. Men indimellem kommer det bag på mig, hvor meget ens rytmer og vaner ændrer sig gennem tiden; helt uden at man tager særlig notits af det! Her kommer ti glimrende eksempler.

insta3

1. Jeg hænger vasketøj op og hører Norah Jones. Med Birkentock på fødderne. Og så går det op for mig, at jeg ligefrem nyder det.

2. Jeg ved hvad rentefrekvenser, flexlån og vurderingsrapporter er. Og taler gerne åbent om det ved lettere festlige lejligheder (så ti dog stille!).

3. Jeg takker nej til den 3. øl, selvom klokken ikke engang er midnat, for i morgen skal jeg op og… Støvsuge. Og på loppemarked. For at finde det stel, der er keramisk og ensfarvet, og som ellers slet ikke er til at drive frem.

4. Mediemæssigt er der også sket et skift: Fra Kig Ind til Politiken, fra Kanal 4 til Dr2, fra Radio Nova til P4.

5. Jeg bager og ælter og bager, og når et højt niveau af lykke, hvis bollerne får den rigtige form og farve. Og jeg kan blive lettere ekstatisk, hvis der følger en opskrift på fedtfattig gulerodskage med hos Femina.

6. Jeg giver praktiske værtindegaver. Pludselig står jeg dér, en dag i november, med et moderigtigt kalenderlys i hånden, der har en solgul sløjfe om livet, og tænker hvad i alverden det næste mon bliver.

7. Jeg glæder mig til at handle i Netto. Det tangerer til at være dagens højdepunkt. Den er bare virkelig god, den Netto på Nørrebrogade.

8. Jeg sidder på Netdoktor en lørdag aften…

9. Jeg beslutter mig for, at jeg ikke vil tage på Roskilde Festival næste år. Jeg hører mig selv sige, at det alligevel er temmelig meningsløst og at jeg i grunden mere er typen, der er til det rolige.

10. Jeg kigger på min ønskeliste og ser at der står 1) Cremefarvede viskestykker, 2) Musegrå viskestykker, 3) Uldstrømpebukser, 4) Kaffefiltre.

Velkommen til

Jeg har længe taget tilløb, og nu skulle det altså være. Jeg har overvejet for og imod i evigheder: Er blogmediet overhovedet interessant længere? Har jeg lyst til at være en, der blogger?insta6Men måske man også kunne kalde det en skribent, en debattør eller bare en, der deler? Og det er vel ikke det værste at være?

Så her begynder min blog altså. Jeg tænker, at den kommer til at handle om stort og småt. Om fine ting i hverdagen og om gode steder i København. Jeg vil diskutere emner som vores “deltager-måske”-kultur, om angsten for ikke at få nok ud af dagene, og om følelsen af noglegange at være ensom. Men også om den kunst det er, at drikke to-go-kaffe.

Jeg har ligeledes i tankerne, at indføre en liste á la “Ti ting…”. Jeg kan selv godt lide at læse sådanne lister, mest fordi de er dejligt letlæselige, ofte humoristiske og så sammenfatter de hverdagen godt.

Jeg glæder mig til at komme i gang, og jeg håber at I har lyst til at følge med!