Hvornår er man voksen?

Hvornår er man voksen spørger jeg noglegange mig selv, og skæver skeptisk over mod det sygesikringskort, der ligger i et rod af kvitteringer og mønter. Kortet indikerer, at jeg nok er ved at være det; voksen, altså. Der står 1993, og det betyder at jeg snart er 24 år.

insta4

Er man så voksen? Nok ikke helt. Men man er jo heller ikke et barn, eller en teenager. Og heller ikke en pensionist (selvom det nogengange føles sådan). Måske er man bare ny i voksendommen, og ved at lære regelsættet at kende og kunne?

For er man voksen, når man kan pudse vinduer? Når man ved, hvordan man afrimer et køleskab? Når man kender prisen på Arlas ost, den milde, og oven i købet ved, hvor den forhandles billigst? Når man kan lægge sengebetræk på (uden at blive så hysterisk, at selv en toårig i trodsalderen ville være imponeret?).

Er man voksen, når man kan betale sine regninger? Når man følger med i Vild med Dans? Når man har et 9-17-job? Når man kan lide kaffe? Når man ved, hvad en mousserende vin er? Når man ser TV-avisen? Når man løber lørdag formiddag? Når man kan bikse en øko-suppe sammen? Når man siger “Dengang jeg var barn….”?

Når man tror på sig selv?

Måske er det, når man kan lade en plade chokolade ligge i skuffen i flere dage, uden at spise den i én mundfuld, som om man aldrig får chokolade igen?

Eller også er det i virkeligheden, når man går tur om Søerne en sløv søndag, og pludselig bliver glad. Det kan godt være, at blæsten tager til, at hovedpinen hamrer, at man ikke har styr på noget som helst, og desuden ligner en Build-a-Bear gone wrong, i al det uld og angora, man har pakket sig ind i.

Men luften er lun, en mand på en altan fløjter en sang og København er fin. Om lidt er det forår, og bagefter er det sommer. Det kan godt være, at man først er rigtig voksen, når man ved hvordan E-boks egentlig fungerer, men måske er man også lidt voksen, når man kan være glad, selv på en grå søndag.

Måske er man voksen, når man vælger efter hvad man synes, der gør én glad indeni. Når man er glad indeni, fordi man tror på, at det er godt som det er, og på at tingene nok skal gå.

Advertisements

Fine formiddage

Jeg er et B-menneske helt ind i knoglerne, og bliver først rigtig vågen efter klokken 10. Måske 9 på en heldig dag. Jeg elsker at gå sent i seng, og ofte er jeg allermest vågen efter kl. 21. Det er ikke altid særlig smart med et fuldtidsjob, men med et studie fungerer det noglegange ret heldigt.

image.jpeg
Så jeg sætter pris på formiddage, hvor der er tid til at spise (eksempelvis) kanelsnurrer, drikke kaffe, høre radio og have tid.

Processed with VSCO with f2 preset

Ovenstående sker ikke, hvis jeg skal ud af døren kl 7.30, for så stresser jeg rundt og indtager højst en klat lunken havregrød. Fedest.

Processed with VSCO with f2 preset

Men når det så sker, at der er kanelsnurrer på bordet og plads til at sove længe, så bliver det ofte en meget bedre dag, synes jeg. Måske handler det i virkeligheden mere om, at få en rar og rolig start på dagen, end egentlig at sove længe?