Forventninger og det at glæde sig til noget, er en god ting. Men noglegange kan det også ende ud i, at man bliver håbløst skuffet, synes jeg.
Da jeg var yngre, besluttede jeg mig en dag for, at jeg aldrig mere ville glæde mig til noget. Jeg ville aldrig mere have forventninger til noget som helst, for jeg syntes altid, at jeg alligevel blev skuffet. Sørgeligt, men sandt. Siden da er jeg blevet ældre (og måske lidt klogere), for det er jo ikke altid, at man ender med at blive skuffet. Nogle ting lever rent faktisk op til de forventninger, man har gået og bygget op. Eller også bliver de ligefrem bedre! Og desuden er forventningens glæde jo ofte en stor del af det, man glæder sig til.
Men alligevel kan man få bygget så mange forventninger op til noget, at virkeligheden ikke rigtig kan hamle op med forestillingerne og forventningerne. Man forestiller sig, at det skal være på dén og dén måde, men måske bliver det, det slet ikke. Jeg er selv ret god til at forestille mig alt muligt, uden at koordinere med andre, eller med hvordan det i virkeligheden er. Og så sidder jeg tilbage og har indimellem svært ved at glæde mig over, at selvom det egentlig er ret godt, så er det ikke som jeg forventede. Eller havde tænkt oppe i hovedet. Og det er jo egentlig lidt ærgerligt.
Jeg vil ikke stoppe med at glæde mig til ting, men måske vil jeg prøve at forvente en lille smule mindre. For så kan virkeligheden nok lidt oftere følge med.
Dagenslys 