Jeg har altid været glad for biblioteker. Måske er det fordi, det er et godt sted at søge hen, når man har brug for noget roligt. For der er altid ro, og selvom nogle biblioteker er placeret lige midt i centrum, er det alligevel væk fra hverdagens trafik og hovedets støj. Det er på en måde et helle, et sted, hvor tiden går lidt i stå.
Da jeg var omkring 12 år, hang jeg ud på det lokale bibliotek. Vi lavede ikke så meget, sad lidt ved computerne, spillede nogle spil og måske nærmede vi os en bog. Så blev jeg ældre, og nu tager jeg indimellem hen på et bibliotek, når jeg skal slappe af. Måske har jeg købt en kop kaffe eller noget spiseligt, og så sætter jeg mig i en af bibliotekets lænestole og kigger i blade og aviser. Der er næsten altid et stort udvalg, og man kan nå at pløje en del igennem…
Der er også mange forskellige mennesker at kigge på. Det er det gode ved offentlige steder, her er forskelligheden stor. I går sad jeg på biblioteket i tre timer, min telefon var gået ud, og jeg nåede måske at læse fem blade og to aviser. Det var en virkelig god formiddag, og det var faktisk lidt som om tiden var gået i stå.