Om gerne at ville være jyde

Jeg er meget glad for København. Jeg elsker Nørrebro. Jeg bor her nu, og måske kunne jeg godt forestille mig, at jeg skulle bo her resten af mit liv. Der er grønne områder, blødt bagværk, gode gader, mange spisesteder, liv og diversitet. Det er let at føle sig hjemme her, for på en måde er det alles hjemme. København er nem at holde af. Særligt på en dag som i dag, hvor solen skinner, og folk flokkes om Søens stier og byens parker.

Men. I virkeligheden ville jeg gerne komme fra Jylland. Jeg vil gerne være jyde.
Det er lidt for sent nu, for jeg er ikke født i Jylland, og måske lyder det skørt, men det er sådan, jeg har det. Det startede for nogle år siden, og siden da har følelsen vokset sig større. Jeg kan ikke helt forklare, hvad det er; måske er det fordi, der er noget om, at jyder er mere nede på jorden. Mindre overfladiske. Mere tilnærmelige. Mere venlige. Man kommer hinanden mere ved, der er et større fællesskab. Forestiller jeg mig. Det er muligvis helt forkert. Jeg forestiller mig også, at et liv derovre er mindre kompliceret, mindre hektisk. Det kommer selvfølgelig an på, hvor man bor – et liv i byen er vel altid kaotisk – men så alligevel. For Århus er rolig, synes jeg, og afslappet. Sådan har det i hvertfald været de weekender, jeg har besøgt byen.

Tidligere i dag gik jeg tur på Nørrebro, Ægirsgade, nærmere bestemt. Jeg så en flok mennesker, de var vel i starten af tyverne, og et flyttelæs. Mændene er skæggede og pigerne iført denim, alle smilende og jyder (den jyske dialekt er svær at løbe fra). De skåler glade i et par ølflasker, jeg tænker, at et af parrene er ved at flytte ind i lejligheden i stuen, for alle vinduerne er åbne. Og så tænker jeg, at de er heldige. De er heldige, at de er fra Jylland, for selvom ølskåleri og flytteaftaler også findes for indfødte københavnere, fornemmer jeg, at fællesskabet og sammenholdet er en smule større, når man er fra Jylland (og flyttet til København). Det er på en måde en særlig klike. Man har noget tilfælles. “Er du fra Jylland? Fedt! Det er jeg også!“.

Det er bare ikke helt det samme, når man er fra København. Sådan oplever jeg det i hvertfald ikke. Man har af en eller grund ikke den fælles referenceramme. Måske er det på grund af mangfoldigheden her, hvilket jo egentlig er godt. For heldigvis er folk også venlige i københavn, og det er ikke altid, at stemingen er stresset. Noglegange genkender kioskmanden og cafédamen sågar en, og så føles det lidt som et fællesskab. Måske ikke et jysk fællesskab, men trods alt et fællesskab.

Og desuden; selvom man ikke nødvendigvis er vokset op som jyde, kan man jo godt flytte dertil en dag og på en måde blive det. Jyde, altså.