Ti ting

Det er egentlig ikke fordi, jeg ligefrem har lyst til at være yngre. Jeg synes ikke, at det er kedeligt at være her, hvor jeg er nu. Men indimellem kommer det bag på mig, hvor meget ens rytmer og vaner ændrer sig gennem tiden; helt uden at man tager særlig notits af det! Her kommer ti glimrende eksempler.

insta3

1. Jeg hænger vasketøj op og hører Norah Jones. Med Birkentock på fødderne. Og så går det op for mig, at jeg ligefrem nyder det.

2. Jeg ved hvad rentefrekvenser, flexlån og vurderingsrapporter er. Og taler gerne åbent om det ved lettere festlige lejligheder (så ti dog stille!).

3. Jeg takker nej til den 3. øl, selvom klokken ikke engang er midnat, for i morgen skal jeg op og… Støvsuge. Og på loppemarked. For at finde det stel, der er keramisk og ensfarvet, og som ellers slet ikke er til at drive frem.

4. Mediemæssigt er der også sket et skift: Fra Kig Ind til Politiken, fra Kanal 4 til Dr2, fra Radio Nova til P4.

5. Jeg bager og ælter og bager, og når et højt niveau af lykke, hvis bollerne får den rigtige form og farve. Og jeg kan blive lettere ekstatisk, hvis der følger en opskrift på fedtfattig gulerodskage med hos Femina.

6. Jeg giver praktiske værtindegaver. Pludselig står jeg dér, en dag i november, med et moderigtigt kalenderlys i hånden, der har en solgul sløjfe om livet, og tænker hvad i alverden det næste mon bliver.

7. Jeg glæder mig til at handle i Netto. Det tangerer til at være dagens højdepunkt. Den er bare virkelig god, den Netto på Nørrebrogade.

8. Jeg sidder på Netdoktor en lørdag aften…

9. Jeg beslutter mig for, at jeg ikke vil tage på Roskilde Festival næste år. Jeg hører mig selv sige, at det alligevel er temmelig meningsløst og at jeg i grunden mere er typen, der er til det rolige.

10. Jeg kigger på min ønskeliste og ser at der står 1) Cremefarvede viskestykker, 2) Musegrå viskestykker, 3) Uldstrømpebukser, 4) Kaffefiltre.

Advertisements

Velkommen til

Jeg har længe taget tilløb, og nu skulle det altså være. Jeg har overvejet for og imod i evigheder: Er blogmediet overhovedet interessant længere? Har jeg lyst til at være en, der blogger?insta6Men måske man også kunne kalde det en skribent, en debattør eller bare en, der deler? Og det er vel ikke det værste at være?

Så her begynder min blog altså. Jeg tænker, at den kommer til at handle om stort og småt. Om fine ting i hverdagen og om gode steder i København. Jeg vil diskutere emner som vores “deltager-måske”-kultur, om angsten for ikke at få nok ud af dagene, og om følelsen af noglegange at være ensom. Men også om den kunst det er, at drikke to-go-kaffe.

Jeg har ligeledes i tankerne, at indføre en liste á la “Ti ting…”. Jeg kan selv godt lide at læse sådanne lister, mest fordi de er dejligt letlæselige, ofte humoristiske og så sammenfatter de hverdagen godt.

Jeg glæder mig til at komme i gang, og jeg håber at I har lyst til at følge med!