Vest Vintage

På Vestebro ligger der mange fine butikker, og en af dem er Vest Vintage på Vesterbrogade.
Processed with VSCO with f2 presetDet er en lille butik med mange ting, men der er tænkt over farverne og stilen, så der føles ikke overfyldt. Der er borde i teaktræ, guldfarvede fade, spejle, tæpper, taburetter, lamper, glas og kopper. Der er en rød tråd i udvalget, og det kan jeg godt lide. Ejerne har gjort sig umage, med en god æstetisk sans.Processed with VSCO with f2 preset
Processed with VSCO with f2 presetJeg bliver altid glad, når folk gør sig umage med de små ting, hverdagstingene. Noglegange kræver det ikke så meget, måske bare, at et stearinlys er tændt, eller at en kaffekande er flot. Jeg er klar over, at det ikke ændrer verdenssituationen, måske gør det ens dag lidt bedre. Jeg bliver altid i godt humør, når jeg er steder, hvor der er hyggeligt og tænkt over detaljerne. Steder, hvor der er gjort lidt ud af, at skabe en god stemning.Processed with VSCO with f2 presetVest Vintage ligger på Vesterbrogade nr. 98, og åbningstiderne kan ses på deres hjemmeside.

Advertisements

Anbefaling / Café Taxa

Jeg ville egentlig gerne have fundet en ny og hyggelig café, kun de færreste kender, som jeg kunne dele med jer. Men noglegange er der bare en grund til, at ting er populære og gode, som de er. Og det synes jeg er tilfældet for Taxa på Nørrebro.

IMG_0347

IMG_0351

Stemningen er nede på jorden og rigtig hyggelig, tjenerne søde, og maden pænt serveret. Det er ikke verdens længste (eller mest avancerede) menukort, men der er klassikere som sæsonens suppe, burger og chili con carne, og så er der blandt andet æg med rugbrød, snackbræt og cookies.  Det jeg allerbedst kan lide ved Taxa er indretningen, og at der er rart at sidde, uanset om man er der med sin bærbar, en bog, ven, kæreste eller familie. Og også uanset tidspunkt, for stemningen er altid god og afslappet.

Processed with VSCO with f2 preset

IMG_0348

Adresse//: Café Taxa. Hørsholmsgade 32, 2200 København 

Forventningens glæde (og det modsatte)

Forventninger og det at glæde sig til noget, er en god ting. Men noglegange kan det også ende ud i, at man bliver håbløst skuffet, synes jeg.Da jeg var yngre, besluttede jeg mig en dag for, at jeg aldrig mere ville glæde mig til noget. Jeg ville aldrig mere have forventninger til noget som helst, for jeg syntes altid, at jeg alligevel blev skuffet. Sørgeligt, men sandt. Siden da er jeg blevet ældre (og måske lidt klogere), for det er jo ikke altid, at man ender med at blive skuffet. Nogle ting lever rent faktisk op til de forventninger, man har gået og bygget op. Eller også bliver de ligefrem bedre! Og desuden er forventningens glæde jo ofte en stor del af det, man glæder sig til.

Men alligevel kan man få bygget så mange forventninger op til noget, at virkeligheden ikke rigtig kan hamle op med forestillingerne og forventningerne. Man forestiller sig, at det skal være på dén og dén måde, men måske bliver det, det slet ikke. Jeg er selv ret god til at forestille mig alt muligt, uden at koordinere med andre, eller med hvordan det i virkeligheden er. Og så sidder jeg tilbage og har indimellem svært ved at glæde mig over, at selvom det egentlig er ret godt, så er det ikke som jeg forventede. Eller havde tænkt oppe i hovedet. Og det er jo egentlig lidt ærgerligt.

Jeg vil ikke stoppe med at glæde mig til ting, men måske vil jeg prøve at forvente en lille smule mindre. For så kan virkeligheden nok lidt oftere følge med.

Biblioteksbesøg

Jeg har altid været glad for biblioteker. Måske er det fordi, det er et godt sted at søge hen, når man har brug for noget roligt. For der er altid ro, og selvom nogle biblioteker er placeret lige midt i centrum, er det alligevel væk fra hverdagens trafik og hovedets støj. Det er på en måde et helle, et sted, hvor tiden går lidt i stå.

Da jeg var omkring 12 år, hang jeg ud på det lokale bibliotek. Vi lavede ikke så meget, sad lidt ved computerne, spillede nogle spil og måske nærmede vi os en bog. Så blev jeg ældre, og nu tager jeg indimellem hen på et bibliotek, når jeg skal slappe af. Måske har jeg købt en kop kaffe eller noget spiseligt, og så sætter jeg mig i en af bibliotekets lænestole og kigger i blade og aviser. Der er næsten altid et stort udvalg, og man kan nå at pløje en del igennem…

Der er også mange forskellige mennesker at kigge på. Det er det gode ved offentlige steder, her er forskelligheden stor. I går sad jeg på biblioteket i tre timer, min telefon var gået ud, og jeg nåede måske at læse fem blade og to aviser. Det var en virkelig god formiddag, og det var faktisk lidt som om tiden var gået i stå.

Ti ting

Forleden havde jeg en snak om det at have travlt, og så at være stresset. Hvornår har man travlt, og hvornår er man stresset? Hvor går grænsen? Den er svær at definere, tror jeg, og noglegange flyder det ene måske lidt over i det andet. For hvis man har 10 minutter til at cykle en tur, der tager 16 minutter, så har man travlt. Men hvis man altid har travlt, kan man ende med at blive stresset. Jeg kan godt lide at have travlt, men jeg kan ikke lide at være stresset.
O
g så kan man jo også være stresset, uden at have travlt. Man kan være følelsesmæssigt stresset; er jeg glad nok? Er mit studie det rigtige? Kan jeg overhovedet finde ud af det? Kan de lide mig? Kan jeg lide dem? Det er nok den værste form for stress, synes jeg.

Her er ti ting, der sker, når jeg har for travlt…

1. Jeg bliver sur på cykelstien. Almindeligvis forsøger jeg at cykle nogenlunde normalt, men med ét irriterer det mig grænseløst, at folk svinger ind foran mig, eller at lyset skifter for langsomt.
2. Jeg har følelsen af, at jeg spæner fra den ene ende til den anden, men alligevel ikke kommer nogle vegne. Jeg kommer for sent til alting, og “undskyld” bliver mit mest anvendte ord.
3. Jeg kan slet og ret ikke huske, hvad jeg lavede for en time siden.
4. Jeg græder offentlige steder. På apoteket, fordi de ikke har de rigtige vitaminpiller, i biografen fordi filmen er sørgelig (men ikke sørgelig), og hos 3-butikken, fordi telefonen er i stykker.
5. Jeg glemmer almindelige ting, som hvad mine venner laver. Og pludselig er jeg nødt til at spørge en, jeg har kendt i 9 år, om hvad det er, hun egentlig studerer.
6. En rådden avokado. En punkteret cykel. Et dårligt TV-afsnit. Små ting vælter det hele.
7. Jeg får lyst til at udvandre. Til at komme til Asien, til Spanien, til Ribe, til Bornholm. Bare et eller andet, der er lidt væk.
8. Jeg har lyst til at være alene, og jeg har ikke lyst til at være alene. Jeg er irriteret, når jeg er sammen med andre, og jeg er rastløs, når jeg er alene.
9. Tankerne flyver, og jeg kan ikke koncentrerer mig.
10. Jeg tror fejlagtigt, at jeg har så travlt, at jeg er nødt til at sende en besked, mens jeg hastigt og forpustet hjuler rundt på cykelstien.

I en lejlighed

Her er lidt billeder fra min lejlighed. Jeg flyttede ind for to år siden, og nogle ting mangler jeg stadig, for eksempel at få hængt lamper og gardiner op. Desuden er det let nok, at få ting til at se pæne ud på billeder – for med det sagt, ser der altså ikke altid sådan her ud.

 

Om gerne at ville være jyde

Jeg er meget glad for København. Jeg elsker Nørrebro. Jeg bor her nu, og måske kunne jeg godt forestille mig, at jeg skulle bo her resten af mit liv. Der er grønne områder, blødt bagværk, gode gader, mange spisesteder, liv og diversitet. Det er let at føle sig hjemme her, for på en måde er det alles hjemme. København er nem at holde af. Særligt på en dag som i dag, hvor solen skinner, og folk flokkes om Søens stier og byens parker.

Men. I virkeligheden ville jeg gerne komme fra Jylland. Jeg vil gerne være jyde.
Det er lidt for sent nu, for jeg er ikke født i Jylland, og måske lyder det skørt, men det er sådan, jeg har det. Det startede for nogle år siden, og siden da har følelsen vokset sig større. Jeg kan ikke helt forklare, hvad det er; måske er det fordi, der er noget om, at jyder er mere nede på jorden. Mindre overfladiske. Mere tilnærmelige. Mere venlige. Man kommer hinanden mere ved, der er et større fællesskab. Forestiller jeg mig. Det er muligvis helt forkert. Jeg forestiller mig også, at et liv derovre er mindre kompliceret, mindre hektisk. Det kommer selvfølgelig an på, hvor man bor – et liv i byen er vel altid kaotisk – men så alligevel. For Århus er rolig, synes jeg, og afslappet. Sådan har det i hvertfald været de weekender, jeg har besøgt byen.

Tidligere i dag gik jeg tur på Nørrebro, Ægirsgade, nærmere bestemt. Jeg så en flok mennesker, de var vel i starten af tyverne, og et flyttelæs. Mændene er skæggede og pigerne iført denim, alle smilende og jyder (den jyske dialekt er svær at løbe fra). De skåler glade i et par ølflasker, jeg tænker, at et af parrene er ved at flytte ind i lejligheden i stuen, for alle vinduerne er åbne. Og så tænker jeg, at de er heldige. De er heldige, at de er fra Jylland, for selvom ølskåleri og flytteaftaler også findes for indfødte københavnere, fornemmer jeg, at fællesskabet og sammenholdet er en smule større, når man er fra Jylland (og flyttet til København). Det er på en måde en særlig klike. Man har noget tilfælles. “Er du fra Jylland? Fedt! Det er jeg også!“.

Det er bare ikke helt det samme, når man er fra København. Sådan oplever jeg det i hvertfald ikke. Man har af en eller grund ikke den fælles referenceramme. Måske er det på grund af mangfoldigheden her, hvilket jo egentlig er godt. For heldigvis er folk også venlige i københavn, og det er ikke altid, at stemingen er stresset. Noglegange genkender kioskmanden og cafédamen sågar en, og så føles det lidt som et fællesskab. Måske ikke et jysk fællesskab, men trods alt et fællesskab.

Og desuden; selvom man ikke nødvendigvis er vokset op som jyde, kan man jo godt flytte dertil en dag og på en måde blive det. Jyde, altså.